Jeg har lige læst lidt John Kenneth Galbraith, som i sin tid var en af JFK’s økonomiske rådgivere. Nogle gange rammer han sgu hovedet på sømmet, selvom han er lidt Marx-forskrækket. Men han er vel lidt undskyldt af den tid han levede i (Bogen “Det Rige Samfund” er fra 1958), og af det sted han befandt sig (USA).
Nedenstående er et uddrag fra bogen, der handler om forbrug og behov. Mit mål med jeres læsning er, at den skal skabe reflektion om værdier i et absurd forbrugersamfund.
“……Keynes sagde, at de menneskelige behov “falder i to kategorier – de behov som er absolutte i den forstand, at vi føler dem uanset i hvilken situation vore medmennesker befinder sig, og de som kun er relative, idet deres opfyldelse får os til at føle os hævet over vore medmennesker”. Medens han medgav, at den anden kategori af behov måske var umættelig, hævdede han, at den første kunne mættes og fortsatte med den slutning, at “forudsat at der ikke indtræffer større krige og ikke nogen meget betydelig befolkningstilvækst vil det økonomiske problem kunne løses eller dets løsning i det mindste komme inden for rækkevidde inden for hundrede år.
Den forestilling at behovene ikke aftager i intensitet, des mere overdådig individet forsynes, virker i almindelighed stødende imod den sunde fornuft. Det er noget, som kun de, der ønsker det, kan tro. Men den konventionelle visdom må angribes på sit eget terræn. Sammenligninger af et individs sindstilstande til forskellige tidspunkter bygger på tvivlsomt grundlag. Hvem kan med sikkerhed sige, at de lidelser, der rammer ham i form af sult, er mere pinagtige end de lidelser, der rammer ham i form af misundelse over naboens nye bil? I den tid der er gået, siden han var fattig, er hans sjæl måske blevet optændt af en ny og stærkere ild…
Men der er en brist i ræsonnementet. Hvis individets behov skal være livsvigtige, må de udspringe fra ham selv. De kan ikke være livsvigtige, hvis de må skabes for ham. Og fremfor alt må de ikke skabes af selve den produktionsproces, som tilfredsstiller dem. For dermed falder hele den argumentation for, at produktionen er livsvigtig, der er baseret på, at behovene er livsvigtige. Man kan ikke gå ind for produktionen, fordi den tilfredsstiller behov, hvis den samme produktion skaber behovene.
Hvis det forholdt sig sådan, at en mand hver morgen, når han stod op, blev besat af onde ånder, som bibragte ham en lidenskab snart for silkeskjorter, snart for køkkenudstyr, snart for kammerpotter og snart for appelsinvand, ville der være al grund til at bifalde bestræbelsen for at finde varer, som ville slukke denne brand, hvor løjerlige de end måtte være. Men dersom det skulle være sådan, at hans lidenskab var en følge af, at han selv først havde dyrket de onde ånder, og dersom det også var sådan, at hans bestræbelse for at bringe den til ro ansporede ånderne til stadig større og større indsats, ville det være et spørgsmål, hvor rationel hans løsning var. Hvis han ikke var hæmmet af konventionelle hensyn, kunne han undre sig over, om løsningen var stadig flere varer eller færre onde ånder.
Dersom produktionen således skaber de behov, som den søger at mætte, eller hvis behovene udvikles sideløbende med produktionen, kan man ikke længere bruge behovenes livsvigtige karakter som begrundelse for produktionens store betydning. Produktionen udfylder kun et tomrum, som den selv har skabt.
Dette synspunkt er så centralt, at det må fremhæves yderligere. Forbrugernes behov kan have bizarre, frivole eller endog umoralske årsager, og der kan dog opstilles en fortræffelig argumentation for et samfund, der søger at tilfredsstille dem. Men argumenterne kan ikke holde, hvis behovene skabes af den proces, der tilfredsstiller dem. Thi i så fald vil det individ, som går ind for betydningen af produktion til at tilfredsstille disse behov, være i nøjagtig samme situation som en tilskuer, der applauderer en hvid mus’ anstrengelser for at holde sig oppe på det hjul, som drives frem af dens egne anstrengelser. (Det er så her jeg mener, at mit billede øverst i indlægget, havde været mere sigende.)
Kun få seriøse forskere vil nutildags benægte, at behovene i virkeligheden er frugter af produktionen. Og et betydeligt antal økonomer har indrømmet dette, skønt de ikke altid har været fuldt klare over, hvad det indebar. I det stykke, som citeredes i slutningen af foregående kapitel, bemærkede Keynes, at behovene af “anden kategori”, dvs. dem der skyldes stræben efter at holde sig på højde med eller foran sine medmennesker, “kan i virkeligheden være umættelige; for jo højere det almindelige niveau, des stærkere er de”. Og kappelyst har altid spillet en betydelig rolle i andre økonomers syn på behovsskabelsen. En mands forbrug bliver hans nabos behov. Allerede dette betyder, at den proces, hvorved behovene tilfredsstilles, også er den proces, hvorved behovene skabes. Jo flere behov der tilfredsstilles, desto flere nye fødes.
Men dette ræsonnement er imidlertid ført et skridt videre. En ledende moderne teoretiker på forbrugeradfærdens område, professor Duesenberry, har udtrykkelig fastslået, at “vort samfund er et samfund, hvor et af de fornemste sociale mål er en højere levestandard … Dette har stor betydning for forbrugsteorien … ønsket om at opnå bedre varer får et selvstændigt liv. Det leverer en tilskyndelse til at give flere penge ud, som endog kan være stærkere end den, som udgår fra de behov, der formodes at blive tilfredsstillet ved disse udgifter”. Dette synspunkt har betydelige konsekvenser. Forestillingen om uafhængige behov træder i baggrunden. Fordi samfundet tillægger evnen til at frembringe en høj levestandard stor værdi, bedømmer det mennesker efter de produkter, de besidder. Tilskyndelsen til at forbruge næres af værdisystemet, som fremhæver samfundets evne til at producere. Jo mere det frembringer, des mere må man eje for at opretholde en passende prestige. Det sidste er et vigtigt punkt, thi uden at gå så vidt som Duesenberry, når han reducerer varerne til rollen som symboler på prestige i det rige samfund, er det klart, at hans ræsonnement indebærer, at produktionen af varer skaber de behov, som varerne antages at tilfredsstille.
Den endnu mere direkte forbindelse imellem produktionen og behovene knyttes af de moderne reklame- og salgsmetoder. Disse foreteelser kan ikke bringes i overensstemmelse med forestillingen om uafhængige behov, for deres hovedfunktion er at skabe behov – at bringe behov til live, som ikke eksisterede før. Dette gøres af den, der producerer varerne, eller på hans bud. Erfaringsmæssigt er der stort set en sammenhæng mellem hvad der gives ud til produktion af forbrugsvarer, og hvad der gives ud til at fremkalde behovene for denne produktion. En ny forbrugsvare må introduceres med en passende reklamekampagne for at vække interesse for den. Vejen til ekspansion af produktionen må banes ved en passende ekspansion af reklamebudgettet. Udgifterne til fremstillingen af en vare har ikke større betydning i et moderne forretningsforetagendes strategi end udgifterne til at skabe behovet for varen. Intet af dette er nyt. Det ville alt sammen blive betragtet som elementært af den sløveste student ved landets mest primitive handelshøjskole. Omkostningerne ved denne behovsskabelse er skrækindjagende …
Dog har den sociale darwinisme haft stor betydning for den indstilling, som amerikanerne har bragt med ind i overflodssamfundets æra. Amerika var det land, hvor velstanden voksede hurtigst. Det var det land, hvor den centrale traditions fortrøstning kunne synes mest plausibel. Her, om noget sted, havde den almindelige mand muligheder. Det havde han måske også, men han måtte se i øjnene, at det økonomiske liv var en kamp på liv og død. Han kunne have heldet med sig, men han kunne også tabe i kampen, og der var for ham ingen vej uden om at tage de fulde konsekvenser af nederlag – sult, savn og død. Fattigdom og økonomisk usikkerhed blev således naturgivne faktorer i selv det mest begunstigede lands økonomiske liv. Det samme gjaldt naturligvis den økonomiske ulighed, og den var hellig, fordi de, som nød godt af uligheden, var mennesker af højere kvalitet. Hvis erfaringen kunne lade formode, at det økonomiske liv i De Forenede Stater ikke behøvede at være så hårdt, understregede den sociale darwinisme det modsatte.
Den havde en anden varig virkning. Amerikansk tænkning havde altid været tilbøjelig til at tillægge markedsmekanismen en særlig mystisk karakter. Den uhindrede vekselvirkning mellem udbud og efterspørgsel angik mere end blot produktionseffektivitet. Andre værdier stod på spil. De sociale darwinister satte lighedstegn mellem racens livsduelighed og markedsmekanismen. Denne tankegang visnede og forsvandt. Men andre identificerede andre og lige så fremmede værdier med markedsmekanismens funktion og advarede mod de omfattende konsekvenser af en hvilken som helst foranstaltning, som under navn af velfærd eller medfølelse ville gribe ind i kræfternes frie spil. Det biologiske fremskridt anses ikke mere for truet af foranstaltninger, der formindsker det økonomiske livs farer. Men friheden gør det stadig. Det samme gælder efter en ret grundfæstet overbevisning kristendommen og udsigterne til den evige frelse. I et betydeligt omfang var det den sociale darwinisme, som viste vejen til på denne måde at udvide kravene til markedsmekanismen. Dermed indsnævrede den spillerummet for gennemførelse af sociale foranstaltninger, der kunne redde den enkelte fra at lide afsavn, eller beskytte ham imod det økonomiske livs risici……”
Hvad jeg skrev på min lille seddel, kan du se herunder.
Nye kommentarer