Totalitarismen kommer snigende.

•19. december 2010 • Skriv en kommentar

Advarede John Pilger for nyligt i et interview.

Jeg mener nu den har været her hele tiden, men bare viser sit grimme ansigt når den trues, som nu i tilfældet med Wikileaks, og i de senere år med lovgivning der begrænser den personlige frihed og bryder, i Danmark, med grundloven og menneskeretslige principper.

De rige landes såkaldte demokratier, er Jordens reelle terrorister, med bl.a. 20.000 børns død på samvittigheden, HVER DAG. Børn vis liv vi kunne have reddet for en femmer om dagen. 1,5 millioner irakere er døde som følge af den krig Danmark var en af hovedaktørerene bag, ligesom hundredetusinder er døde i Afghanistan, hvoraf de fleste var civile.

Hvor mange var det der døde den 9/11? Ca. 3000. I et angreb der var rettet mod USAs vægtigste magtinstitutioner, og altså ikke som udgangspunkt var rettet mod civile. Flyet der blev tvunget ned i Pennsylvania mener man jo skulle have ramt Det Hvide Hus, altså regeringen, et andet ramte Pentagon, hvilket er lig militæret, og det tredje World Trade Center, som repræsenterer økonomien. Alle institutioner, der har andele i den direkte årsag til verdens elendighed.

Jeg mener selvfølgelig ikke, at det kan forsvares at man forårsager civile tab i kampen mod USA, ligesindede og den globale kapitalisme, men det jo ikke anderledes, end når danske soldater bomber afghanske landsbyer, hvor der skjuler sig talebanere, velvidende at civile tab er uundgåelige.

Det der ærgre mig mest i den forbindelse, er at kampen tager sit udgangspunkt i religion, uanset at netop denne religion, Islam, har indbygget visse sociale regler såsom zakat (almisse) og forbuddet mod renter. Det er jo trods alt lidt grænsesocialistisk 😉 Religiøsitet er, for mig, et udtryk for en falsk bevidsthed, og  jeg er heller ikke er særlig glad for endegyldige sandheder, jeg opfatter som en slags mental stagnation.

Jeg står dog lidt undrende overfor denne udvikling fra, at det var socialistiske idéer der ledte an i kampen mod den internationale kapitalisme, hvor det nu er det religiøse. Måske det hænger sammen med den støtte USA direkte og indirekte har ydet til mange forskellige religiøse grupper i kampen mod socialisme og mod Sovjetunionen, og den anden vej, den nu manglende støtte fra Sovjetunionen, efter sammenbruddet, til den internationale socialisme. Sovjetunionens og andre østeuropæiske lande autoritære udøvelse af deres form for socialisme, har nok desværre også lagt en dæmper på den folkelige tilslutning til ideologien.

I øvrigt “morsomt”, at tankegangen ” min fjendes fjende, er min ven” ofte vender sig mod én selv. Men det gør måske ikke nogen forskel i det store billede, når det er ressourcetyveri, delstabilitet og afsætning af våben der er de primære årsager til interventionerne i regionen.

Tankerne kom på afveje. Det jeg egentlig bare ville sige var, at jeg mener Wikileaks og oplysning er vigtige værktøjer i kampen mod kapitalisme og fascisme.

Viva la Revolution

Reklamer

Ejendomsretten gælder ikke for palæstinensere

•11. april 2010 • Skriv en kommentar

Oprettelsen af den kolonialistiske apartheidstat Israel, endte som bekendt med fordrivelse af op imod en million palæstinensere, fra steder de havde beboet i generationer.

Israelerne nægter den dag i dag palæstinenserne retten til tilbagevendelse til den jord de er blevet fordrevet fra, ligesom palæstinenserne nægtes erstatning for de besiddelser der er blevet dem frarøvet. Hvilket er ulovligt i følge folkeretten.

Tyveriet af palæstinensisk ejendom fortsætter den dag i dag, med udvidelser af ulovlige bosættelser, konfiskation af jord og husødelæggelser.

Det var jo ellers ikke fordi at israelere selv har holdt sig tilbage i deres krav på besiddelser, der var dem i hænde før nazitysklands fordrivelse af jøderne, ikke mindst i Østeuropa efter Berlinmurens fald.

Hvor blev den hellige ejendomsret af, der ellers hyldes i vesten, som det ultimative indenfor menneskerettigheder.

Desværre gør ingen af de såkaldt demokratier såsom USA, Danmark og resten af EU absolut ingenting for at hjælpe palæstinenserne, men støtter tværtimod den israelske apartheidstat, såvel direkte, med politisk og økonomisk støtte, som indirekte ved samhandel og kulturudveksling.

De borgerlige plejer ellers at have travlt med at beskytte ejendomsretten overalt i verden, men åbenbart ikke når det gælder muslimer. Man har ellers travlt nok med fordømmelser, hvis en hvid mand i Afrika bliver frataget sin “retmæssige” ejendom.

Hyklere.

BOYKOT ISRAEL – STOP ISRAEL

Køb ind, indtil du vælter omkuld af udmattelse!

•10. september 2009 • 51 kommentarer

Jeg har lige læst lidt John Kenneth Galbraith, som i sin tid var en af JFK’s økonomiske rådgivere. Nogle gange rammer han sgu hovedet på sømmet, selvom han er lidt Marx-forskrækket. Men han er vel lidt undskyldt af den tid han levede i (Bogen “Det Rige Samfund” er fra 1958), og af det sted han befandt sig (USA).

Nedenstående er et uddrag fra bogen, der handler om forbrug og behov. Mit mål med jeres læsning er, at den skal skabe reflektion om værdier i et absurd forbrugersamfund.

“……Ke­y­nes sag­de, at de men­nes­ke­li­ge be­hov “fal­der i to ka­te­go­ri­er – de be­hov som er ab­so­lut­te i den for­stand, at vi fø­ler dem uan­set i hvil­ken si­tu­a­tion vore med­men­nes­ker be­fin­der sig, og de som kun er re­la­ti­ve, idet de­res op­fyl­del­se får os til at føle os hæ­vet over vore med­men­nes­ker”. Me­dens han med­gav, at den an­den ka­te­go­ri af be­hov mås­ke var umæt­te­lig, hæv­de­de han, at den før­ste kun­ne mæt­tes og fort­sat­te med den slut­ning, at “for­ud­sat at der ikke ind­træf­fer stør­re kri­ge og ikke no­gen me­get be­ty­de­lig be­folk­nings­til­vækst vil det øko­no­mis­ke pro­blem kun­ne lø­ses el­ler dets løs­ning i det mind­ste kom­me in­den for ræk­ke­vid­de in­den for hun­dre­de år.

Den fo­re­stil­ling at be­ho­ve­ne ikke af­ta­ger i in­ten­sitet, des mere over­då­dig ind­ivi­det for­sy­nes, vir­ker i al­min­de­lig­hed stø­den­de imod den sun­de for­nuft. Det er no­get, som kun de, der øn­sker det, kan tro. Men den kon­ven­tio­nel­le vis­dom må an­gri­bes på sit eget ter­ræn. Sam­men­lig­ning­er af et ind­ivids sinds­til­stan­de til for­skel­li­ge tids­punk­ter byg­ger på tvivl­somt grund­lag. Hvem kan med sik­ker­hed sige, at de li­del­ser, der ram­mer ham i form af sult, er mere pin­ag­ti­ge end de li­del­ser, der ram­mer ham i form af mis­un­del­se over na­bo­ens nye bil? I den tid der er gået, si­den han var fat­tig, er hans sjæl må­ske ble­vet op­tændt af en ny og stær­ke­re ild…

Men der er en ­brist i ræ­son­ne­men­tet. Hvis indi­vi­dets be­hov skal være livs­vig­ti­ge, må de ud­springe fra ham selv. De kan ikke være livs­vig­ti­ge, hvis de må ska­bes for ham. Og frem­for alt må de ikke ska­bes af sel­ve den pro­duk­tions­pro­ces, som til­freds­stil­ler dem. For der­med fal­der hele den ar­gu­men­ta­tion for, at pro­duk­tio­nen er livs­vig­tig, der er ba­se­ret på, at be­ho­ve­ne er livs­vig­ti­ge. Man kan ikke gå ind for pro­duk­tio­nen, for­di den til­freds­stil­ler be­hov, hvis den sam­me pro­duk­tion ska­ber be­ho­ve­ne.

Hvis det for­holdt sig så­dan, at en mand hver mor­gen, når han stod op, blev be­sat af onde ån­der, som bi­brag­te ham en li­den­skab ­snart for sil­ke­skjor­ter, ­snart for køk­ken­ud­styr, ­snart for kam­mer­pot­ter og ­snart for ap­pel­sin­vand, vil­le der være al ­grund til at bi­fal­de be­stræ­bel­sen for at fin­de va­rer, som vil­le sluk­ke den­ne ­brand, hvor løj­er­li­ge de end måt­te være. Men der­som det skul­le være så­dan, at hans li­den­skab var en føl­ge af, at han selv ­først hav­de dyr­ket de onde ån­der, og der­som det også var så­dan, at hans be­stræ­bel­se for at ­bringe den til ro an­spo­re­de ån­der­ne til sta­dig stør­re og stør­re ind­sats, vil­le det være et spørgs­mål, hvor ra­tio­nel hans løs­ning var. Hvis han ikke var hæm­met af kon­ven­tio­nel­le hen­syn, kun­ne han un­dre sig over, om løs­ning­en var sta­dig fle­re va­rer el­ler fær­re onde ån­der.

Der­som pro­duk­tio­nen så­le­des ska­ber de be­hov, som den sø­ger at mæt­te, el­ler hvis be­ho­ve­ne ud­vi­kles si­de­lø­ben­de med pro­duk­tio­nen, kan man ikke læng­e­re bru­ge be­ho­ve­nes livs­vig­ti­ge ka­rak­ter som be­grun­del­se for pro­duk­tio­nens sto­re be­tyd­ning. Pro­duk­tio­nen ud­fyl­der kun et tom­rum, som den selv har ­skabt.

Det­te syns­punkt er så cen­tralt, at det må frem­hæ­ves yder­li­ge­re. For­bru­ger­nes be­hov kan have bi­zar­re, fri­vo­le el­ler en­dog umo­ral­ske års­a­ger, og der kan dog op­stil­les en for­træf­fe­lig ar­gu­men­ta­tion for et sam­fund, der sø­ger at til­freds­stil­le dem. Men ar­gu­men­ter­ne kan ikke hol­de, hvis be­ho­ve­ne ska­bes af den pro­ces, der til­freds­stil­ler dem. Thi i så fald vil det ind­ivid, som går ind for be­tyd­ning­en af pro­duk­tion til at til­freds­stil­le dis­se be­hov, være i nøj­ag­tig sam­me si­tu­a­tion som en til­sku­er, der ap­plau­de­rer en hvid mus’ an­streng­el­ser for at hol­de sig oppe på det hjul, som dri­ves frem af dens egne an­stren­gel­ser. (Det er så her jeg mener, at mit billede øverst i indlægget, havde været mere sigende.)

Kun få se­ri­ø­se for­ske­re vil nu­til­dags be­næg­te, at be­ho­ve­ne i vir­ke­lig­he­den er frug­ter af pro­duk­tio­nen. Og et be­ty­de­ligt an­tal øko­no­mer har ind­røm­met det­te, ­skønt de ikke al­tid har væ­ret ­fuldt kla­re over, hvad det in­de­bar. I det styk­ke, som ci­te­re­des i slut­ning­en af fo­re­gå­en­de ka­pi­tel, be­mær­ke­de Ke­y­nes, at be­ho­ve­ne af “an­den ka­te­go­ri”, dvs. dem der skyl­des stræ­ben ef­ter at hol­de sig på høj­de med el­ler for­an sine med­men­nes­ker, “kan i vir­ke­lig­he­den være umæt­te­li­ge; for jo høj­e­re det al­min­de­li­ge ni­veau, des stær­ke­re er de”. Og kap­pe­lyst har al­tid spil­let en be­ty­de­lig rol­le i an­dre øko­no­mers syn på be­hovs­ska­bel­sen. En ­mands for­brug bli­ver hans na­bos be­hov. Al­le­re­de det­te be­ty­der, at den pro­ces, hvor­ved be­ho­ve­ne til­freds­stil­les, også er den pro­ces, hvor­ved be­ho­ve­ne ska­bes. Jo fle­re be­hov der til­freds­stil­les, des­to fle­re nye fø­des.

Men det­te ræ­son­ne­ment er imid­ler­tid ført et ­skridt vi­de­re. En le­den­de mo­der­ne teo­re­ti­ker på for­bru­ge­rad­fær­dens om­rå­de, pro­fes­sor Du­e­sen­ber­ry, har ud­tryk­ke­lig fast­slå­et, at “vort sam­fund er et sam­fund, hvor et af de for­nem­ste so­ci­a­le mål er en høj­e­re le­ves­tan­dard … Det­te har stor be­tyd­ning for for­brugs­te­o­ri­en … øn­sket om at opnå be­dre va­rer får et selv­stæn­digt liv. Det le­ve­rer en til­skyn­del­se til at give fle­re ­penge ud, som en­dog kan være stær­ke­re end den, som ud­går fra de be­hov, der for­mo­des at bli­ve til­freds­stil­let ved dis­se ud­gif­ter”. Det­te syns­punkt har be­ty­de­li­ge kon­se­kven­ser. Fo­re­stil­ling­en om uaf­hæng­i­ge be­hov træ­der i bag­grun­den. For­di sam­fun­det til­læg­ger ev­nen til at frem­bringe en høj le­ves­tan­dard stor vær­di, be­døm­mer det men­nes­ker ef­ter de pro­duk­ter, de be­sid­der. Til­skyn­del­sen til at for­bru­ge næ­res af vær­di­sy­ste­met, som frem­hæ­ver sam­fun­dets evne til at pro­du­ce­re. Jo mere det frem­bring­er, des mere må man eje for at op­ret­hol­de en pas­sen­de pre­sti­ge. Det sid­ste er et vig­tigt ­punkt, thi uden at gå så vidt som Du­e­sen­ber­ry, når han re­du­ce­rer va­rer­ne til rol­len som sym­bo­ler på pre­sti­ge i det rige sam­fund, er det ­klart, at hans ræ­son­ne­ment in­de­bæ­rer, at pro­duk­tio­nen af va­rer ska­ber de be­hov, som va­rer­ne an­ta­ges at til­freds­stil­le.

Den end­nu mere di­rek­te for­bin­del­se imel­lem pro­duk­tio­nen og be­ho­ve­ne knyt­tes af de mo­der­ne re­kla­me- og salgs­me­to­der. Dis­se for­e­te­el­ser kan ikke bring­es i over­ens­stem­mel­se med fo­re­stil­ling­en om uaf­hæng­i­ge be­hov, for de­res ho­ved­funk­tion er at ska­be be­hov – at ­bringe be­hov til live, som ikke ek­sis­te­re­de før. Det­te gø­res af den, der pro­du­ce­rer va­rer­ne, el­ler på hans bud. Er­fa­rings­mæs­sigt er der ­stort set en sam­men­hæng mel­lem hvad der gi­ves ud til pro­duk­tion af for­brug­sva­rer, og hvad der gi­ves ud til at frem­kal­de be­ho­ve­ne for den­ne pro­duk­tion. En ny for­brugs­va­re må in­tro­du­ce­res med en pas­sen­de re­kla­me­kam­pag­ne for at væk­ke in­ter­es­se for den. Vej­en til eks­pan­sion af pro­duk­tio­nen må ba­nes ved en pas­sen­de ek­span­sion af re­kla­me­bud­get­tet. Ud­gif­ter­ne til frem­stil­ling­en af en vare har ikke stør­re be­tyd­ning i et mo­der­ne for­ret­nings­fo­re­ta­gen­des stra­te­gi end ud­gif­ter­ne til at ska­be be­ho­vet for va­ren. In­tet af det­te er nyt. Det vil­le alt sam­men bli­ve be­trag­tet som ele­men­tært af den slø­ves­te stu­dent ved lan­dets mest pri­mi­ti­ve han­dels­høj­sko­le. Om­kost­ning­er­ne ved den­ne be­hovs­ska­bel­se er skræk­ind­ja­gen­de …

Dog har den so­ci­a­le dar­wi­nis­me haft stor be­tyd­ning for den ind­stil­ling, som ame­ri­ka­ner­ne har ­bragt med ind i over­flods­sam­fun­dets æra. Ame­ri­ka var det land, hvor vel­stan­den vok­se­de hur­tigst. Det var det land, hvor den cen­tra­le tra­di­tions for­trøst­ning kun­ne sy­nes mest plau­sibel. Her, om no­get sted, hav­de den al­min­de­li­ge mand mu­lig­he­der. Det hav­de han mås­ke også, men han måt­te se i øj­ne­ne, at det øko­no­mis­ke liv var en kamp på liv og død. Han kun­ne have hel­det med sig, men han kun­ne også tabe i kam­pen, og der var for ham ing­en vej uden om at tage de ful­de kon­se­kven­ser af ne­der­lag – sult, savn og død. Fat­tig­dom og øko­no­misk usik­ker­hed blev så­le­des na­tur­giv­ne fak­to­rer i selv det mest be­gun­sti­ge­de ­lands øko­no­mis­ke liv. Det sam­me ­gjaldt na­tur­lig­vis den øko­no­mis­ke ulig­hed, og den var hel­lig, for­di de, som nød godt af ulig­he­den, var men­nes­ker af høj­e­re kva­litet. Hvis er­fa­ring­en kun­ne lade for­mo­de, at det øko­no­mis­ke liv i De For­e­ne­de Sta­ter ikke be­hø­ve­de at være så ­hårdt, un­der­stre­ge­de den so­ci­a­le dar­wi­nis­me det mod­sat­te.

Den hav­de en an­den va­rig virk­ning. Ame­ri­kansk tænk­ning hav­de al­tid væ­ret til­bøj­e­lig til at til­læg­ge mar­keds­me­ka­nis­men en sær­lig mys­tisk ka­rak­ter. Den uhin­dre­de vek­sel­virk­ning mel­lem ud­bud og ef­ter­spørg­sel an­gik mere end blot pro­duk­tions­ef­fek­ti­vitet. An­dre vær­di­er stod på spil. De so­ci­a­le dar­wi­nis­ter sat­te lig­heds­tegn mel­lem ra­cens livs­du­e­lig­hed og mar­keds­me­ka­nis­men. Den­ne tan­ke­gang vis­ne­de og for­svandt. Men an­dre iden­ti­fi­ce­re­de an­dre og lige så frem­me­de vær­di­er med mar­keds­me­ka­nis­mens funk­tion og ad­va­re­de mod de om­fat­ten­de kon­se­kven­ser af en hvil­ken som ­helst for­an­stalt­ning, som un­der navn af vel­færd el­ler med­fø­lel­se vil­le gri­be ind i kræf­ter­nes frie spil. Det bio­lo­gis­ke frem­skridt an­ses ikke mere for tru­et af for­an­stalt­ning­er, der for­mind­sker det øko­no­mis­ke livs fa­rer. Men fri­he­den gør det sta­dig. Det sam­me gæl­der ef­ter en ret grund­fæs­tet over­be­vis­ning kris­ten­dom­men og ud­sig­ter­ne til den evi­ge frel­se. I et be­ty­de­ligt om­fang var det den so­ci­a­le dar­wi­nis­me, som vis­te vej­en til på den­ne måde at ud­vi­de kra­ve­ne til mar­keds­me­ka­nis­men. Der­med ind­snæv­re­de den spil­le­rum­met for gen­nem­fø­rel­se af so­ci­a­le for­an­stalt­ning­er, der kun­ne red­de den en­kel­te fra at lide af­savn, el­ler be­skyt­te ham imod det øko­no­mis­ke livs ri­si­ci……”

Tag lån og forbrug

•26. august 2009 • 9 kommentarer

En kunstigt oppustet økonomi, er en god betegnelse for den frimarkedsøkonomi de borgerlige hylder.

Borgerlige økonomiske løsningsmodeller, vil øge forbruget i Danmark på bekostning af underbetalte arbejdere i fattige lande, og samtidigt tilsidesætte et hvert håb om social og økologisk bæredygtig handel.

Argumenterne for deres bankpakke, der skulle øge forbruget via investeringer i erhvervslivet, er det rene hykleri, og kontradikterer deres egen politik. Hvorfor ikke give pengene til forbrugeren, så denne selv kunne påvirke det der produceres? I mener måske, at den almindelige borger er for dum til, at vide, hvad han selv har brug for?

Absurditeterne i deres katastrofale kapitalistiske økonomiske systemer, der for at overleve, skal have kunstige indsprøjtninger, doneret af de udbyttede, burde efterhånden være til at få øje på, selv for en borgerlig.

Det burde også være indlysende for alle, at et økonomisk system der er baseret på filosofien, “den enes død, en andens brød”, her tænker jeg selvfølgelig på konkurrenceelementet, der er undergravende for enhver bæredygtig udvikling, og for en humanistisk moral.

Det er børn som disse, der dagligt udsættes for israelske overgreb og krigsforbrydelser

•15. juli 2009 • 31 kommentarer

3 børn bosiddende i flygtningelejren Dheishe, hvor familien har boet siden 1948, efter at være fordrevet af israelerne.

En pige der kommer på Karama, i flygtningelejren Deheishe uden for Betlehem, som er et socialt projekt for børn, unge og kvinder.

Karamas børn og unge danser traditionelle palæstinensiske danse, til ære for de udenlandske frivillige, der lægger stor energi i projektet.

En amerikansk frivillig underviser børnene i engelsk. Det skal tilføjes at børnene har ferie fra skolen, og frivilligt kommer for at øge deres engelskkundskaber.

Jeg fik ikke lige styr på hvad der undervises i på dette foto.

Skak og backgammon spilles af både børn og ældre i Palæstina.

Da jeg ikke kunne finde jonglørbolde måtte vi selv fremstille dem af balloner vi fyldte med ris.

Flere af de unge lærte at jonglerer, og én af dem er faktisk meget bedre end jeg er.

Her spiller de en slags dødbold jeg vil lære mine elever, når skolen starter igen.

Overalt i lejren, såvel hjemme hos folk som på murene i gaderne ses billeder af martyrer, altså stenkastende børn og unge, der er blevet dræbt af  israelske soldater.

Børn fra Hebron, aktionerer for at købe lokale varer.

Børnene fra den familie i Doha, hvor jeg boede i en uges tid.

Ja, de er sgu nogle farlige terrorister de palæstinensere. Jeg tror israelerne skulle tage at se sig i spejlet, og tænke på at når de peger med én finger af andre, peger de med tre fingre på sig selv. Det har vist desværre lange udsigter.

Flygtningelejren Aida, Apartheidmuren, og skyderi fra jødisk bosættelse

•12. juli 2009 • 4 kommentarer

Flygtningelejren Aida, som er den næststørste lejr i Betlehem, besøgte jeg den anden dag. Aida fik fremstillet verdens største nøgle, som en markering af Nakba (katastrofen på arabisk), 60 årsdagen for oprettelsen af Israel. Nøglen som burde være i Guiness Rekordbog, er ikke blevet optaget i bogen af politiske årsager…. Nøglen symboliserer retten til tilbagevendelse for de fordrevne palæstinensere.


Apartheidmuren er placeret lige op af flygtningelejren, og fra toppen af husene i Aida, ses det tydeligt hvordan muren snor sig igennem landskabet, uden hensyntagen til den muslimske gravplads den er bygget ovenpå, og uden hensyntagen til de mennesker der bor i nærheden. En palæstinensisk familie med skolesøgende børn er  blevet afskærmet fra resten af det palæstinensiske samfund. Børnene der før havde 5 minutters gang til skole, skal nu bruge 2 timer hver vej, altså 4 timer om dagen. Flere virksomheder har måtte lukke på grund af murens placering, og undergraver derved mange palæstinenseres økonomiske situation.

Mange har fraflyttet deres hjem af disse årsager, som vel også er den faktuelle årsag til opførslen af muren, altså at fordrive palæstinenserne fra deres retmæssige ejendom. Man skal jo huske på at muren opføres på palæstinensisk territorium. Der stjæles med andre ord jord – jeg skulle ellers mene, at de havde stjålet rigeligt. FN forærede 56 % af Palæstina, til de 30 %, som jøderne udgjorde af befolkningen, på tidspunktet ved delingsplanen fra 1947. Palæstinenserne har nu en illusorisk kontrol med ca. 10 % af landet. Illusorisk fordi den israelske hær kommer og går, som det passer dem. Øverst i billedet til venstre kan man ane en israelske bosættelse.

Apartheidmuren, tæt op af flygtningelejren Aida, der skærer sig igennem hele det palæstinensiske samfund. Muren bygges på Palæstinensisk jord, og inddrager også store dele af landbrugsjorden, med økonomiske forringelser til følge. Den palæstinensiske økonomi er ellers presset nok i forvejen, da israelerne gør alt for at chikanerer dem ud af deres eget land.

Muren forrest i billedet, afskærer den omtale palæstinensiske familie fra det omgivende samfund. Bosættelsen i baggrunden.

Skudhuller (hullerne er på størrelse med vandmeloner) i en virksomhed, der er blevet beskudt fra den jødiske bosættelse der ligger nær Aida. Disse beskydninger har stort set aldrig nogen konsekvenser for bosætterne.

HJÆLP!

•10. juli 2009 • 8 kommentarer

HJÆLP!

Kære alle

Som nogle af jer ved, befinder jeg mig i øjeblikket i en flygtningelejr på Vestbredden. Her har jeg involveret mig i et socialt projekt for børn, unge og kvinder.

Projektet har akutte økonomiske problemer, da huset der er tilknyttet projektet skal sælges. På tyve dage skal der rejses 20.000 euro, da huset ellers vil blive solgt.

Hvis nogen skulle kunne undvære et mindre beløb, hvad de fleste danskere bestemt kan, ville det gøre en kæmpe forskel for rigtig mange hernede.

Pengene kan overføres via denne hjemmeside:

http://www.karama.org/eng/donations.html

Se evt. en lille film om projektets seneste aktiviteter her:

http://www.youtube.com/watch?v=CKjYwbVAL9I

Læs mere om projektet her: www.karama.org